Thomas's sommerhistorie

17 dage i sus og dus med Lydia.    

De 2 første uger i august var vi, Jan Ebert og jeg, på sommertur med Lydia. Vi startede en fredag sidst på eftermiddagen. Først gik det for maskine til Frederikssund, hvor vi gik i Føtex og købte ind til en længere tur, så klokken blev 19 før vi kom under broen.

Vi er jo rigtige sejlsportsmænd, så selvfølgelig krydsede vi igennem renden. Det er også på kryds at Lydia viser sig fra sin allerbedste bedste side. Hvilket hun også fik mange muligheder for at vise senere på turen.

Ved 10 tiden gik vi til kaj i Lynæs, og efter at have rodet en gang hurtig aftensmad sammen, fik vi også lige tid til at tjekke havnefesten, men det var nu ikke noget for et par ældre herrer, så efter en hurtig øl gik vi ned på planken for at være friske til næste dag. Planen var at sejle ved 8 tiden, og som tænkt så gjort, bound for Anholt.

Efter at være nået fri af Hundested satte vi sejl, kun for at konstaterede at farten lå på ca. 3 knob, men det blev vel bedre. Ak nej, der er langt til Anholt når det går så langsomt, så efter kort tid blev der fyret op under kedlerne igen, og det blev motor hele vejen. Til gengæld kunne vi ikke klage på sommervejret, der viste sig fra sin bedste side, så vi havde rig lejlighed til at studere Hesselø i kikkerten, og Jan fortalte om dengang han havde været i land og set den pragtfulde bjælkehytte, hvor der blandt meget andet, også hænger en hel grønlænder kajak under loftet i den store hall.

Alting har som bekendt en ende, så efter 8 timers dieselcruise sejlede vi ind mellem havnefyrene på Anholt. Selvom det var sidst på sæsonen var der pænt fyldt op, men vi fik dog en plads ved den inderste bro uden de store problemer. Herligt at være tilbage igen på Kattegats perle. Landskabet, stemningen. Der er ingen andre øer, der er som Anholt.

Desværre tillod de hjemmefra lagte planer ikke et længere ophold, dog var planen at vende tilbage på hjemvejen. Det skulle dog senere vise sig ikke at gå helt efter planen. Nu nøjedes vi med at grille på fællesgrillen, og senere lukke molevitten for sæsonen sammen med et par hundrede andre af blandet nationalitet.

Næste morgen var det tidligt op og af sted nordpå. Planen var nemlig at gå til Skagen, hvor der denne uge var Dragons Gold Cup, hvor Jan’s søn, Thomas; var med som gast på en drage fra Roskilde. Dagens mål var dog kun Sæby, men derfra er der kun et lille hop til Skagen.

Havde vi dagen før haft våde drømme om vind til sejlene, blev disse drømme nu opfyldt til fulde, og lidt til. Heldigvis var retningen SSV, for styrken var 10-12 m/s, og vi susede nordpå i en agten for tværs med 2-3m søer. Dette var i øvrigt noget der kom til at følge os hele turen. Det var som om der ikke var nogen bløde mellemveje. Enten vindstille eller en halv pelikan. Vi var dog glade for at solen skinnede…til at starte med.

Selvom Lydia er en ældre dame, har vi dog en smule moderne elektronik ombord. Nemlig en glimrende navigator, der kan fortælle, både hvor man er og hvor man er på vej hen.

Efter en 4 timers sejlads forsøgte den dog at overbevise os om at vi var et halvt hundrede sømil syd for azorerne. Selv om det godt nok var gået stærkt de sidste 4 timer, hoppede vi dog ikke på den. En anden melding på skærmen antydede også at det var for tidligt at finde bastskørterne frem, nemlig de lakoniske ord: ”Antenna open”. 

Egentlig synes jeg at denne melding burde antyde at alt er ok. Det synes logisk at sådant noget elektronik ikke kan fungere, hvis ikke antennen er åben. Jeg må dog indrømme at jeg havde snydt og kigget i manualen, en gang for 2 år siden hvor der også var problemer, så jeg vidste at der ikke var forbindelse mellem apparatet og antennen, og at dette ikke kunne udbedres i høj søgang, men krævede at man lå solidt fortøjet i læ af havnemolerne i Sæby.

Frem med søkort og kurslineal, og fra en gisset position gik det videre på god gammeldags manér. For nu lige at teste om vi ikke helt havde glemt de gamle metoder, besluttede vejrguderne sig til at skrue ned for sigtbarheden. Skyer, støvregn og dis blev hentet frem fra mølposen, bare lige for at vise at de mente det alvorligt. Vi tog det nu med godt humør. Når sandheden skal frem har besætningen det nok sværere med PC programmer og andet moderne elektronik, end at sætte en kurs ud i et søkort.

Der dukker af disen det fædrene land, og minsandten om ikke det viste sig at være Sæby, med den karakteristiske kirke, som var let at på øje på i disen. Vi fortøjede i bunden af den store nye havn, og efter bespisning tog vi en længere fodtur rundt i Sæby.

Næste morgen afgang fra Sæby. Stadig støvregn og dis, men til gengæld den eneste dag på hele turen med en rigtig laber vind, 8-9 m/s fra vest. Navigatoren havde vi repareret aftenen før, og den har vi nu god brug for, da sigtbarheden er helt nede på under 1 sømil. Med de vindforhold går Lydia topfart, 7 knob, og efter et par timers sejlads letter skyer og regn, så vi anduver Skagen ved 11tiden i det flotteste sommervejr. Ud for Skagen ligger ca. 30 dampere i alle størrelser og venter på ordre, samtidig med at Kapsejladsen med 63 drager er i fuld gang, så det er et rigtigt flot tableau der møder os på vej ind.

Et rigtig godt råd til sejlere der vil anduve en af de meget populære feriehavne. Planlæg sejladsen så ankomst er mellem 10 og 11 om formiddagen. Det havde vi gjort og kunne nu sejle direkte ind på en plads ved kajen i det hotteste bassin. Var vi kommet en time senere, skulle vi have ligget som anden eller tredje båd. Nu fik vi en plads direkte midt i alle aktiviteterne, og det var vi glade for. Vi havde nemlig planlagt at tage 3 dage i Skagen og se på livet og kapsejladsen.

Vi gik straks i gang med at se hvor vi var endt. Et helt bassin var afspærret til Kapsejladsen. Når jeg skriver afspærret skal det forstås helt bogstaveligt. Hegn og uniformeret vagtpersonale. Desuden lå kongeskibet Dannebrog til kajs i bassinet. Her var sandelig også uniformeret personel med dragne huggerter. Endvidere lå der adskillige kæmpestore motor- og sejlbåde. Henrik og Frederik var skam ikke de eneste, der havde hotellet med hjemmefra. For at fuldende billedet kunne vi også besigtige den største samling af kæmpestore, spritnye firehjulstrækkere nord for alperne, parkeret sammen med ligeså mange store bådtrailere. Næsten alle sammen med udenlandske nummerplader fra hele Europa. Vi var så sandelig kommet til højbords. Det kunne lige så godt have været Saint Tropez vi var kommet til.

Udover al virakken forårsaget af kapsejladsdeltagerne, var der et vældigt leben af almindelige feriegæster, samt besætningerne fra de mange hundrede andre lystbåde i havnen.

Det lykkedes også at få etableret kontakt med besætningen fra Roskilde dragen. Peter Holm, Per Kloster og Thomas Ebert, og vi fik resultaterne af de første sejladser. Dem var der nu ikke grund til at bruge mange ord på. Vores første dag i Skagen endte med en god selvlavet middag ombord, samt efterfølgende fraternisering med de indfødte, med musikledsagelse af et fremragende rockband fra Århus.

Den næste dag startede med et ordentligt brag. Et hurtigt eftersyn af uret viste otte sharp. Hvis ikke man var vågnet ved braget, så sørgede 14.000 skræppende måger efterfølgende for at overbevise en om, at tidspunktet var kommet til at møde en ny dag med åben pande.

Efter en hurtig morgenmad, gik jeg i land for at finde ud af hvad al den furore skyldtes. Jeg fandt hurtigt ud af årsagen. Det var Frederik og hans far. I stedet for et vækkeur, brugte de salutkanon og flaghejsning, men det efterfølgende indslag af det lokale dyreliv, tror jeg ikke de havde arrangeret. Denne forestilling gentog sig troligt hver morgen i Skagen, og altid med garanteret succes. Alle mand var oppe og i gang fra kl. otte hver dag.

Derefter fulgte 2 rigtige sommer-feriedage i Skagen. Vejret viste sig fra sin bedste side, sol og blå himmel, lette vinde fra skiftende retninger(desværre for kapsejladsen) og masser af godt selskab med dragebesætningen og tilrejsende familier og Peter Højstgaard og hans norske gast, Per Axel, prins fra den norske kongefamilie vistnok. Peter demonstrerede også ved flere lejligheder at en invitation på en enkelt drink, ikke behøves at tages bogstaveligt, altså det med en enkelt. Til gengæld var der heller ingen smalle steder, når vi var ombord i Xeren.

Da vi vågnede den tredje dag til kanonskud og fuglesang, var vi godt nok blevet lidt havnesyge begge to. Når sømanden har været i land længe nok, så længes han efter de fjerne horisonter på havet. Vi havde dagen før aftalt at vi ville sejle alle sejlerenkerne ud og se på kapsejladsen om eftermiddagen, men hvorfor vente så længe når man bar kan kaste fortøjningerne og stå ud. Efter morgenmaden besluttede vi os for at gå en tur rundt om Grenen, så kunne vi jo også bagefter sige at vi havde været i Nordsøen.

Det var virkelig skønt at komme ud igen. Vejret var perfekt kun var vinden stadig let, men dog til en 4-5 knob, så vi havde en dejlig formiddag, og nåede lige rundt om Grenen, før vi måtte vende og stå tilbage til Skagen havn, for at samle sejlerenkerne op.

Tilbage i Skagen samlede vi Birgitte, Solvejg og Nina op og stod ud igen for at se på dragesejladsen. Vi havde en hyggelig eftermiddag, uden dog at kunne se megen sejlads.

Vi lå ved topmærket, men banen var meget lang, så det var svært at danne sig et overblik.

Efter et par timer sejlede vi retur til Skagen, vel vidende at vi nu havde solgt vor dejlige plads i smørhullet og måtte tage til takke med hvad vi kunne få. Ganske rigtigt. Det var ikke til at opdrive en plads. Til sidst fandt vi dog et sted hvor der kun var 2 master, og lagde os som nummer 3. Det var først efter at vi havde fortøjet, at vi opdagede at den inderste båd var en trimaran.

Det gik vel nok, tænkte vi. Vi skulle alligevel sejle videre næste morgen, men efter en enkelt tur frem og tilbage på balancebommen, besluttede jeg at forlægge. Det måtte være muligt at finde et sted, hvor det ikke var med livet som indsats, at forsøge at komme i land. Efter lidt søgen fandt vi så en plads som nummer 3, men uden på et par helt almindelige både.

Efter den sædvanlige salut og skræppen, stod vi ud fra Skagen og kursen blev sat på Marstrand. Der var ikke meget vind, så vi besluttede lige at vente en halv times tid med at sætte sejl. Det endte med at vi ventede 2 dage med sejlene, for den lette brise lagde sig helt, og vi sejlede nu på et olieblankt Skagerak, så motoren fik lov at arbejde for føden, og styringen klarede japaneren, altså autopiloten. Så mens det gik derudaf med forlægningsfart 6,5 knob, underholdt besætningen sig med hvad vi nu havde af læsestof, små reparationer af tovværk og lignende, som skibsbesætninger altid har beskæftiget sig med i århundreder, når der ikke var noget at lave og skipperen fik sig en lur. Det er dog en særlig oplevelse, at sejle midt ude på det åbne hav i sådant et vejr.

Midt på eftermiddagen, denne fredag, krøb den svenske kyst over horisonten, og mens vi kiggede på fæstningen Carlstén, rundede vi indsejling til Marstrand og stod ind i løbet. Vi fandt os en fin plads, og forberedte os på en efterfølgende liggedag i Marstrand, da vi ventede at et nyt besætningsmedlem skulle støde til her om lørdagen.

Om lørdagen dukkede Eva-Britt op. Hun er til daglig reaktorsikkerhedschef på det svenske atomkraftværk Forsmark, 150 km nord for Stockholm. Nu trængte hun til komme væk fra de evindelige daglige sikkerhedsrutiner, og hvad er bedre til det end en uge på en sejlbåd på langfart.

Efter en solid velkomstfrokost, var vi på en lang fodtur rundt hele øen. Det var bagende varmt, så sveden haglede og vi fik begyndende hallucinationer med billeder af iskolde duggede ølglas. For at få tankerne ledt i en anden retning fortalte jeg Eva-Britt om de helt specielle hugorme, der var på denne ø. Hun har det ikke så godt med ormar, som det hedder på svensk. Alt sammen fri fantasi fra ende til anden. 5 minutter senere maver en stor fed hugorm sig over stien lige foran mig. ”Så I hugormen”, råbte jeg. ”Den er go´ med dig”, var svaret. De havde ikke set den, og troede at det bare var mere dril.

Søndag var en fin sommerdag med masser af vind, så det var bare med at komme nordpå af skærgårdsruten. Vi gik til Hästskärsfjorden og lidt ind, hvor vi fandt et skær med nogenlunde læ og fortøjede for natten. Herefter masser af badning og afslapning. Da vi senere ville i land for en gåtur, fandt vi ud af at det var let nok at komme i land, men at komme op og om på den anden side af skæret, egentlig krævede både bjergstøvler og sikkerhedsliner. I hvert fald for sådan nogle lidt ældre medborgere. Til sidst lykkedes det dog at få alle, både frem og tilbage fra terra firma.

Den næste dag vågnede vi til gråvejr og støvregn, så det var bare med at få sluppet og komme videre nordpå. Efterhånden blæste det også godt op, så sejlertøjet kom frem. Det er dog fint at sejle indenskærs, også i dårligt vejr. Vi har ingen kortplotter ombord, så ved skærgårdssejlads skal man være to. En til at sejle båden, og en til at navigere. Det er vigtigt ikke at tabe kontrollen over positionen. Ser man sig omkring er der bare skær alle vegne, så navigatøren følger med i kortet. Vores skærgårdskort er 30 år gamle, og af og til er der lidt problemer, med at få bøjer til at passe. Skærene ligger dog tilsyneladende stadig hvor de plejer.

Op af dagen går vejret fra bad til worse. Vind, regn og kulde. Hvad blev der af sommeren. Så da vi når Gullholmen, beslutter vi at gå ind. Året før prøvede vi også her, men måtte opgive. Det var simpelthen umuligt at presse sig ind nogle steder. Nu er vi så tidlig på dagen, ca. to, så der er mange pladser.

Selve Gullholmen er en rigtig gammel skærgårdshavn, hvor de gamle fiskerhuse ligger så tæt, at der kun er stier og passager mellem dem. Havnen er også god, med læ for alle vinde, supermarked, toilet og bad osv. Vi anbefaler varmt at besøge Gullholmen på op eller nedturen, hvis man altså kan få en plads.

Sidst på dagen bedrede vejret sig noget, så vi kom også på fodtur øen rundt. Vestsiden af øen ligger ud til Skagerak, og man kan se på kystlinien, hvordan den bliver slidt af bølgeslaget, når det går vildt til, samt masser af ”skurestriber” fra istiden.

Næste dag var det tid at gøre venderejse. Vi havde nemlig en aftale i Sletten havn, syd for Helsingør, fredag. Skulle vi nå det, var det bare med at komme sydpå me’ de’ vons. Vi havde dagen før besluttet at ta’ et ordentligt ryk, til Styrsö, syd for Göteborg. Distancen godt 50 mil. Vind var der masser af, så det gik fint der nedad. Vi ville egentlig bare have suset tværs igennem Marstrand, men en voldsom regnbyge fik os til at ændre planen. Så kunne vi også få lidt frokost med kniv og gaffel. Efter en time til kajs gik det videre sydpå af skærgårdsruten. Tværs over indsejlingen til Göteborg og videre sydpå til vi nåede Styrsö efter en lang dag.

Denne ø er ikke noget at skrive hjem om. Ganske kedelig, men et godt udgangspunkt hvis man vil til Anholt, hvad der var planen for næste dag. Det eneste vi oplevede her, var et besøg af et dansk arkitekt ægtepar, der også lå der med en stor Xer. Vi fik et glas vin og udvekslede løgnehistorier. Alt i alt meget hyggeligt. De skulle videre til Varberg næste dag, så vi regnede ikke med at se dem mere. Det skulle gå helt anderledes.

Næste morgen er det et rigtigt møgvejr. Gråt og regnbyger med vind fra SV 12-13 m/s. Det betyder mindst 10 timers kryds i høj sø for at nå Anholt.  Det var der ingen ombord, der orkede. Skibsrådet blev sat, og da vi lige kunne holde ned af kysten bidevind, blev det besluttet at droppe Anholt, og i stedet sætte kurs på Varberg. Ingen af de ombord værende havde tidligere været i Varberg. Det er også rart at prøve noget nyt.

Båden blev gjort klar til højsø sejlads, og med et reb i storen stævnede vi ud i Kattegat. Fra dagen før vidste vi at Xeren også gik til Varberg. De var på vej hjem til Helsingør.

For at sige det som det var. Der var temmelig meget gang i den, men man vænner sig til meget, og da solen op af dagen også begyndte at skinne lidt, var det helt fint. Der er da også positive ting ved sådant et blæsevejr. Det går stærkt der ud a’.

Efter en lang dag på havet var vi fremme ved Varberg. Her skal man sejle et stykke forbi havnen, ved anduvning nordfra, for derefter at gå ind under kysten, finde et mærke, og sejle et par mil nordpå igen. Vel inde mellem molerne i denne kæmpe havn, gik vi ind i bunden af den gamle havn, hvor der er gæstepladser. Der er også en lystbådehavn, men der skal man endelig ikke gå ind. Vi fik den sidste fine plads langskibs, et sted hvor der kun måtte være et lag, og efter at vi havde sundet os lidt begyndte vi at undersøge omgivelserne.

Vi fandt også Xeren længere ud på molen. Det viste sig at de havde haft  en særdeles dramatisk dag. Undervejs sydpå var en gået ned i salonen og havde opdaget, at der stod vand på dørken. Da de undersøgte hvor det kom fra, opdagede de at et stuverum agter var fuldt af vand. Herfra løb vandet via en kabelkanal, direkte ind i salonen. På grund af krængning og bølgegang, løb vandet videre og kortsluttede elsystemet, så navigator og radio stod af.

Der var ikke andet at gøre end gå i gang med spande og pumper, for at holde båden flydende. Efterhånden havde de fået tømt stuverummet tilstrækkeligt, til at opdage fejlen. En plasticbøsning til en drænslange fra gasflaskebeholderen var knækket, hvorefter vandet kunne løbe direkte ind som fra en tændt haveslange. Efter at have lokaliseret problemet, fik de hurtigt stoppet slangen og pumpet båden læns igen, men det indtrængende vand havde allerede lavet store skader på elsystemet. Sådan en lille dum plastic ting til 2 kr, kunne have sænket båden, hvis besætningen ikke havde haft den nødvendige rådsnarhed.

Den næste morgen blæste det stadig ad h.. til, men solen skinnede. Vi besluttede at vi, efter 2 lange sejldage, godt kunne tåle en overliggerdag, så nu skulle vi se på Varberg.

Varberg er en gammel dansk by. Fæstningen blev bygget for at holde de lede svenskere stangen. Det lykkedes som bekendt ikke helt.  Vi lagde ud med en rundtur på fæstningen, der også er lokalt museum. Her så vi historien om et velbevaret mose lig, fundet i området i tyverne. Der var også lavet en naturtro genskabning af manden. Gennemført ned til mindste detalje. Det var lidt uhyggeligt at stå og se ham i øjnene. Han var så naturtro, at man hvert øjeblik ventede at han ville begynde at tale til én. Der var også en udstilling om Ötzi. Gletscherliget fundet i Østrig, og mange andre interessante udstillinger om lokalområdet.

På vejen ned fra fæstningen må man også lige en tur ud og se havbadeanstalten, bygget af træ i gustaviansk stil. Der kan Helgoland godt gå hjem og lægge sig.

Bycenteret ligger tæt på havnen. Der er masser af butikker og et systembolag, så de slunkne lagre blev fyldt igen.

Efter byturen sad vi under dæk og spiste frokost, da en kæmpehånd pludselig tog fat i båden, og der kom et ordentlig sus. Det varede kun et par sekunder, så var det overstået. Det var en lille skypumpe, der havde kørt lige hen over Lydia. Vi talte med Xfolkene senere, og de havde set den passere hen over os. Heldigvis havde vi været godt fortøjet, så fik ingen skader på nær et par viskestykker, der havde hængt til tørre.

Næste dag var vi klar igen efter hviledagen. Vi anbefaler varmt Varberg til alle. Det er ikke sidste gang vi lægger ind der.

Vind og vejr var som dagen før, men som tidligere nævnt. Så går det dejligt stærkt. Kursen var sat på Torekov, som skulle være sidste stop før Sletten.

Efter en god sejlads, nu var vi vænnet til vind og vejr, anduvede vi Torekov. Heldigvis fik vi lidt læ af Väderøen, for indtil da var der ingen, der havde lyst til at gå på fordækket for at bjerge sejl.

Vel i læ af molen fik vi en god plads med næsen i vinden. Torekov er en hyggelig lille by, som jeg kan huske helt tilbage fra mit første besøg, da jeg var 8-9 år gammel. Dengang var toiletforholdene temmelig enkle. 3 olietønder bag en skærm, hvorpå der var et håndmalet skilt med teksten: ”Var så goda att pinka i spannan”.  Nu er det mere up to date.

En sjov ting i Torekov var havnepengene. De blev beregnet efter bådens bredde, 2,85 m, ha, ha. Det eneste sted hvor jeg har oplevet at de ikke frækt spørger: ”Hvor lang er den”.

Den næste dag afgang, først mod Kullen, og derefter ned i Øresund til Sletten. Det blæser stadig en 12-13 stykker, VNV, så da vi kommer fri af læet fra Väderøen, får vi kærligheden at føle.

Efter halvanden times tid når vi Kullen, som det tager en halv time at komme rundt om. Herefter går det derned af på en lænser i 3-4 m høje søer, der har rullet hele vejen fra Nordsøen og ned til os. Det kan Eva-Britt ikke lide. Nu har hun lige vænnet sig til at sejle bidevind i høj sø, men det er helt anderledes på læns, hvor vi rouser fra side til side og op og ned i de høje søer på samme tid. Vi får til gengæld god fart i bytte for besværlighederne, og der går kun et par timer, før vi runder med Kronborg om Styrbord.

Nu er det damesejlads de sidste 5 mil til Sletten. Fladt vand og masser af vind. Så ved tretiden, fredag eftermiddag, smider vi sejlene, og står ind i Sletten havn.  Vi har overholdt sejlplanen, som var det en rutebåd.

Nu er det på tide at berette lidt om hvorfor vi absolut skulle være fremme i Sletten fredag eftermiddag. Jeg er barnefødt på Øresundskysten, og har stadig en del familie her. Derfor vidste jeg at netop denne weekend skulle der være havnefest i Sletten havn.

Det er en begivenhed, der kun finder sted hvert 5.te år, men så bliver der også gjort noget ved det. Jeg havde været med tidligere og vidste, at dette var en fest, der var værd at vente 5 år på. Jeg vidste også at det kunne blive et problem med en plads i denne lille havn, for der er mange andre, der synes at denne fest er en speciel oplevelse.

En af mine bekendte, der er i festkomiteen, havde lovet at reservere en plads til os, men da jeg ringede til ham ugen før, for at holde ham fast på ordet, sagde han: ”Ka’ du ikke komme om torsdagen”.  Det kunne vi ikke, så det var med lidt spændt forventning vi rundede molehovedet. Der var dog lige en plads med grønt skilt. Hele besætningen vil sværge på at det var grønt, så dér løb vi ind. Vi havde lige fået rigget cockpitbordet op, og dækket med en lækker frokost af svenske havdyr og lignende, da en anden sejlbåd kom ind og sagde vi lå få deres plads. For øvrigt kunne de ikke forstå vi havde lagt os der, når skiltet var rødt.

Med helt ren samvittighed kunne vi meddele dem at skiltet skam var grønt, hvorefter vi pegede frem: ”Se selv”. De pegede bare tilbage, og stor var vores vantro, da vi så på skiltet, der nu glimtede rødt i solen.

Sort magi, heksekunst eller momentan rød/grøn farveblindhed. Vi ved det ikke, men madvarer, bord og bestik måtte nu pakkes sammen med lynets hast, og vi bakkede ud i bassinet, usikre på om vi kunne finde en anden plads.

Lykken står de kække, og farveblinde, bi. En anden båd var lige sejlet fra en plads i bunden af havnen, og nu kunne Lydia, elegant, lægge sig til rette lige midt i begivenhedernes centrum. Frokosten blev genoptaget, og fuldt op af en fodtur rundt i det hyggelige fiskerleje.

Om aftenen havde vi en af de helt store musikalske oplevelser på turen, nemlig Sømandsorkestret, der underholdt i øl- og danseteltet. Det var manná, både for øjet og øret, og der var til både husárerne og de lidt ældre piger.

Forestíl jer at I står foran scenen og ser på. Til venstre står der en lille, 165 cm høj, utrolig muskuløs 70 årig mand. Hvordan kan man se at han er muskuløs? Jo, lad mig lige beskrive påklædningen, startende i gulvhøjde. Først et par sandaler, model Gandhi. Dernæst ankelvarmere af kaninpels og et par guldankelkæder. Knævarmere af kaninpels. Et par sorte underbenklæder, måske Bjørn Borg eller lignende. Tilhørende, stærkt nedringet sort undertrøje. Flere guldkæder og en kaninpelskrave, og øverst kasket med kæmpeskygge og stort sving alá Harley Davidson. Selvfølgelig et par tatoveringer, og til sidst en banjo i skulderrem.

I midten står en langhåret 60 årig dame, lange støvler, smarte sorte stømper, sorte flæser og chiffón, stærkt dekolletéret. Kasketten er der selvfølgelig også. Nogle af herlighederne er dog skjult af det el-piano, hun betjener.

Til højre en middelaldrende kvinde, absolut en terrængående model. Lange blanke, røde kyrássstøvler. Netstrømper, der ligner et par åleruser hængt til tørre. Sort bodynegligé, med bånd og stjerner, og en overdel med støtte, der får mig til at tænke på, at jeg som stor knægt troede at BH betød brystbeholdere. Her er vi er helt klart i beholderafdelingen. Lidt guldkæder og bemaling, svarende til resten, alt sammen afsluttet med den klædelige sømandskasket. Hun betjener et instrument, som jeg ikke ved hvad hedder, men det består en en murerplastbalje vendt på hovedet, et kosteskaft og et stykke snor. Den kvindelige musikudøver hiver løs i snoren, med den ene støvle solidt plantet på murerbaljen.

Resultatet er bjergtagende. Alle mænd står på tæer for at lytte til det udsøgte repertoire, der er et udvalg af melodier og sange, som får tårerne til at trille på alle sømænd.

Det tog ikke dette sublime orkester mange minutter, at få pisket en stemning op hvor alle gyngede med og tårerne sprang.

Alting får en ende, og da den kom var vi glade for vores plads i bunden af havnen. Der var ikke langt at vakle, før man kunne slange sig på køjen.

Vi stod op til blæsevejr og styrtregn lørdag morgen. Det så ikke godt ud for resten af festprogrammet, der skulle starte igen kl. 15.00 med linegang over havnebassinet.

Vi gjorde som alle andre feriegæster, der står op til en regnvejrsferiedag. Tog regntøj på og gik på museum. Apostlenes heste bragte os sikkert til Lousiana, hvor der, udover den faste udstilling, var en udstilling om grøn arkitektur. Her tilbragte vi et par timer i tørvejr, mens vejrguderne mildnedes, og da vi var tilbage på Lydia ved ettiden, begyndte det at klare op for alvor.

Kl. 3 var vi sammen med et par hundrede andre linét op for at se linegang. Den blev imidlertid udsat en time, mens en fiskerjolle rensede bassinet for brandmænd, og satte et sildegarn op som spærre. De havde åbenbart ikke stor tiltro til deltagernes balancekunster.

Kl. 4 startede så linegangen. En ca. 30 m lang wire er udspændt over havnebassinet. Deltagerne, festligt udklædt, starter i den ene ende, og skal, med en lang balancestang som eneste hjælpemiddel, nå frem til den modsatte mole.

Deltagerne er alle lokale beboere fra fiskerlejet. Der er nogle meget dygtige, og nogle ikke helt så dygtige. Alle får stort bifald og bidrager til underholdningen på hver sin måde.

Om aftenen er der fest i teltet. Denne gang med musik fra et lokalt rock/jazz og bluesband af fremragende kvalitet. Kl. 22.00 holder musikken en længere pause, for nu er det tid til et af de helt store indslag på festprogrammet: Fregatafbrænding.

Dette kræver en nærmere forklaring. Fregatafbrænding er en tradition, der går langt tilbage i tiden. Jeg husker det selv fra barnsben, hvor det var fiskerne, der riggede en gammel udtjent jolle op med master og sejl, og malede den så den lignede en fregat. Om aftenen blev der sat ild til fregatten, mens den lokale befolkning så på.

Jeg tror at det stammer helt tilbage fra slaget på reden i 1801. Her lå fregatten ”Sjælland”, aftaklet, ankret op i slaglinien, med bredsiden mod sejlrenden, hvor englændernes linieskibe, sejlede forbi og udvekslede bredsider med de opankrede danske skibe.

”Sjælland” blev til sidst skudt i brand, og da ankertovene brændte over, drev fregatten, brændende, nordpå, indtil den grundstødte lidt nord for Humlebæk, hvor den brændte ned til vandlinjen. Som knægt har jeg selv sejlet over stedet. Da kunne man i klart vejr stadig se enkelte spanter rage op over bunden.

Den moderne udgave af fregatten er flydende platform, hvor man ovenpå bygger en efterligning af en fregat, ca. 10 m lang. Med fuld rigning, ræer med underslåede sejl, og det hele korrekt indtil mindste detalje. Ugen før havnefesten ligger fregatten så til beskuelse i havnen. Lørdag eftermiddag bliver den så slæbt udenfor havnen og ankret op.

Nu er tidspunktet så kommet hvor fregatten skal futtes af. Molerne er tæt besat med folk, der vil opleve dette særprægede indslag. En båd sejler hen til fregatten, og en brander bliver kastet ombord. Der går nogle minutter, mens folk holder vejret og venter. Flammerne begynder langsomt at slikke op af masterne. Pludselig går en raket til vejrs med en lang hale af ild. Så en til, og til sidst et inferno af flammer og gnister. Ilden har nået magasinet, og haler af ild og gnister går til vejrs i alle retninger. Masterne står længe, men til sidst brænder de sidste vanter over, og masterne går overbord ledsaget at hujen fra tilskuerne. Dette er et helt specielt tableau, og en stor oplevelse at overvære.

Herefter fortsatte festen med sang og musik, men kun til midnat. Naboerne skulle også have lov at sove. Der gik dog lige en times tid, før alle var kommet til køjs for at få en god nats søvn inden næste dag strabadser. Nu var tiden nemlig kommer, hvor vi måtte vende næsen hjemad mod fjorden.

Det tog lidt længere tid end vanligt at få besætningen på benene søndag morgen, men til sidst var alle mødt i messen, og efter lidt morgenmad blev der gjort klar til sejlads. Planen var at gå til Hundested, og de første 5 mil gik det for fuld fart til Helsingør. Her ændrede situationen sig radikalt. Vinden var nemlig af kulingsstyrke fra NV, hvad vi rigtig fik at mærke, da vi rundede Kronborg. Nu gik vi ned til reb 2, og måtte endnu engang kæmpe os frem i en væmmelig høj og krap sø. Efter 3 timer var vi et par mil fra Gilleje og måtte se i øjnene, at der var mange timers kryds endnu til Hundested. Vi fik heller ingen hjælp fra vejrguderne. Det blev snarere værre endnu. Et hastigt indkaldt skibsråd ændrede sejlplanen. Vi kunne tåle 1 liggedag, så ind til Gilleleje og vente på bedre vejr. Da nu beslutningen var fattet, kunne vi lige så godt tage de sidste 2 mil for motor, med dobbeltrebet storsejl som støtte.

Ebert fik redningsvest og livline på og sendt på fordækket, for at bjerge fokken. Efter et mindre håndgemæng med sejlet, kom det ned og blev surret. Med Jan Ebert vel tilbage i cockpittet, tøffede vi nu op i søen, mens vi glædede os fælt til at komme i læ i Gilleje.

Tøf,Tøf, Tø..tø..t..f. Så stoppede motoren efter 5 minutter. Alle forsøg på genstart uden succes. Jeg tænkte at det var et gammelt problem med et stoppet brændstoffilter, der atter lavede ballade. Heldigvis var vi jo ombord i en sejlbåd, så Ebert blev sendt på fordækket igen, for at sætte fokken. Uden den kunne vi ikke komme op i søen. Hvad det var han sagde på vej derud, kunne vi ikke høre på grund af vinden, og det var måske meget godt. Der var jo en dame ombord.

Jeg skal gladeligt indrømme, at jeg foretrækker at gå ind for motor, selv i en stor havn som Gilleje. Nu var det jo i sagens natur ikke en mulighed, så vi kæmpede os et stykke forbi indsejlingen, for vi ville få både sø, vind og strøm tværs, når vi gik over stag for at komme ind. Efter stagvendingen tænker man lige, skulle vi have taget 50 m mere, for at få højde nok, men nej, Vi stryger ind mellem fyrene, og løber op i vinden i det dejligt store yderbassin.

Ebert må igen på fordækket, denne gang dog under mere rolige forhold. Det ser også ud til at roen har sænket sig over hr. Ebert. Det går dræbende langsomt med at få fokken ned, men skipperen synes ikke at det er det rigtige tidspunkt for opildnende tilråb i stil med: Få nu fingeren ud af r….

Endelig er fokken nede. ”Nu ka´du godt falde a’”, råber Ebert.

Der var ikke noget jeg hellere ville, men alle forsøg herpå er uden resultat. Båden står på grund. Uden at vi mærkede det har Lydia lige så stille plantet kølen i en sandbanke.

Vi kunne sikkert godt sejle os af igen ved at bakke med storsejlet, men der var kun 30 m over til de væmmelige betonmolehoveder, lige i driveretningen, så det var et spørgsmål, om vi ville kunne nå at på båden under kontrol og fart igen, inden vi drev over i betonen.

Når indsatsen er høj må man tænke sig godt om før udspillet. Ideen med at bakke storsejlet tiltalte mig ikke rigtigt. Risikoen var stor, men var der andre muligheder? Hvorfor ikke lige prøve startknappen en gang til.

Tøf,Tøf, Tøf. Jeg er sikker på at de andre kunne se lettelsen i skipperens øjne. Ned med storsejlet og så i bakgear. Efter lidt extra power på maskinen glider vi af, og 5 minutter senere ligger vi sikkert fortøjet i bunden af Gilleje havn.

Alle var trætte. Vi havde godt nok fået nogle tæsk på den tur, så alle skulle lige en tur i land og mærke fast grund under fødderne. Senere på dagen skilte jeg brændstoffilteret ad, kun for at opdage at det var helt ok. Absolut rent. Da jeg så prøvede at puste i brændstofslangen, var der ingen gennemgang til tanken. Problemet måtte altså ligge et andet sted mellem filteret og tanken. Jeg fandt fejlen i stuverummet agter. Her lå Lydia’s store 15 kg stokanker, som søgangen havde fået til at glide længere ned i stuverummet. På vejen ned havde ankerfligen fået fat i brændstofslangen, som nu bar de fleste af de 15 kg. Resultatet var et skarpt buk på slangen ved stophanen, ligesom det altid sker på haveslangen. Dette var nok til at stoppe olieforsyningen. Da ankeret blev flyttet var problemet klaret. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Søndag aften var vores sidste aften, med fuld besætning. Eva-Britt skulle med et tog fra København mandag eftermiddag, for at nå hjem til reaktoren i tide. Det var en fin anledning til at gå i byen og spise. Der var heller ikke nogen, der gad at lave mad. Som sagt så gjort, men det var nu ikke helt uden problemer. D. 18. August er der allerede lukket meget ned for sæsonen. Klokken var også blevet mange på grund af motorreparationen, men til sidst fandt vi et sted, hvor godt nok alle pladser inde var optagne, men vi kunne sidde udenfor i gårdhaven under en terrassevarmer. Her fik vi et glimrende måltid med en fisk, som jeg har glemt navnet på. Efter en hyggelig udendørs middag, gik vi ned på køjen, og jeg er sikker på at alle sov de uskyldiges søvn den nat.

Næste formiddag satte vi Eva-Britt på toget til Helsingør og ønskede god hjemrejse. Vi skulle også på hjemrejse. Vejret var desværre ikke blevet bedre, men nu skulle vi videre. Der var ikke plads til flere overliggerdage. Tilbage påLydia fandt vi stormfokken frem fra kistebænken, surrede alt hvad der kunne surres, og stod så ud fra Gilleje i en kuling fra NV.

Det her var sus og dus. Vi syntes ellers vi havde gjort vores pligt, men vi skulle lige have det sidste med. For stormfok og dobbelrebet stor sejl gik vi 6 mil frem over grunden. Desværre ikke helt i den retning vi gerne ville. Først lige ud i Kattegat et kvarter, så ind under land et kvarter, så lige ud i Katte..

Jeg har aldrig brudt mig om det stykke fra Gilleje til Hundested, og denne dag ændrede ikke ved dette. Ren transport, men vi kom dog lidt nærmere målet for hvert slag. Efter 5 timers kryds kunne vi gå over stag for sidste gang, og holde ned i sejlrenden. En lille time senere til kajs i Lynæs.

Næste dag gik det hjem til Veddelev, som altid vemodigt, for vi har haft det godt undervejs, og har haft mange spændende oplevelser. Hjemme igen venter de daglige rutiner. Det er bare med at komme i gang.

Thomas H. Kristiansen