image
Skipperskrøner

 

Ekstraordinær generalforsamling

VSB afholder ekstraordinær generalforsamling tirsdag d. 23. marts 2010 kl. 19.30 i Klubhuset.
 

Klik her for at læse indkaldelsen mv.
 

Nyheder fra DSU
For første gang i 25 år er der ”kampvalg” om posten som Dansk Sejlunions formand. Klik her for at læse mere .
Arrangementer og nyheder
image

VSB's Love

Veddelev Strands Bådelaug

Stiftet 26. marts 1965


§ 1.

Laugets navn er Veddelev Strands Bådelaug.

§ 2.

Laugets formål er at samle bådejere i og ved Veddelev og varetage disses interesser med hensyn til sejlads på fjorden samt virke til fremme af sejlsporten.

§ 3.

Optagelse . Som medlem kan optages enhver mod hvis medlemskab, der efter bestyrelsens afgørelse ikke kan rettes saglige indvendinger. Dog har beboere i Roskilde kommune fortrinsret til optagelse.

Medlemmer . Medlemmer, som ikke inden regnskabsårets udløb er fyldt 19 år, betegnes juniormedlemmer. Medlemmer, som inden regnskabsårets udløb er fyldt 19 år, men endnu ikke er fyldt 26 år, betegnes ungdomsmedlemmer. Øvrige medlemmer betegnes seniormedlemmer.

Personer, der har været medlemmer af lauget, men som f.eks. p.g.a. fraflytning, opgivelse af aktiv sejlsport el. lign., opgiver deres medlemskab, men som ønsker at opretholde forbindelse med lauget, kan efter bestyrelsens afgørelse opnå status som tilknyttet lauget. Ligeledes kan juniorers forældre, der ønsker at støtte lauget, men som ikke deltager aktivt i sejlsport, opnå status som tilknyttede. Bestyrelsen fastsætter generelle retningslinier for sådanne tilknyttede personers rettigheder over for lauget. Da tilknyttede ikke er medlemmer, har de jfr. § 8 ikke stemmeret.

Ansøgning om medlemskab eller om tilknytning til lauget fremsendes til bestyrelsen, som afgør, om anmodningen kan efterkommes, og i bekræftende fald har bestyrelsens afgørelse virkning, når den er meddelt den pågældende, og når indskud og/eller kontingent er betalt.

§ 4.

Udmeldelse kan ske pr. 1. januar og 1. juli. Udmeldelse skal ske skriftligt senest henholdsvis 30. november og 31. maj. I modsat fald hæftes for kontingent for efterfølgende periode.

§ 5.

Ekskludering. Et medlem kan kun ekskluderes på en generalforsamling. Dog har bestyrelsen bemyndigelse til at udelukke et medlem, der groft overtræder laugets reglement, indtil førstkommende generalforsamling har taget stilling til sagen.

§ 6.

Ordensreglement. Det er ethvert medlems pligt at overholde de til enhver tid gældende ordensregler for havnen.

Bådelauget er undergivet DIF's gældende love, reglementer, samt amatør- og ordensregler for Dansk Sejlunion.

§ 7.

Kontingenter m.m. De årlige kontingenter, indskud samt øvrige ydelser til lauget fastsættes på generalforsamlingen. Kontingenter fastsættes som helårskontingent.

Alle ydelser skal betales rettidigt. I modsat fald bortfalder alle medlemsrettigheder. Kontingent og evt. andre ydelser til lauget kan fastsættes med forskellige beløb, eksempelvis med reduceret beløb til juniormedlemmer.

Bestyrelsen kan i øvrigt efter skriftlig ansøgning give kontingentnedsættelse til eksempelvis studerende.

§ 8.

Generalforsamlingen , der afholdes hvert år i februar eller marts måned er laugets højeste myndighed. Indvarsling skal ske skriftligt til medlemmerne med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse kan ske gennem klubbladet.

Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, samt driftsregnskab og status, og forslag til budget, kontingenter og andre ydelser. Endvidere teksten til indkomne forslag.

Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Beretning for det forløbne år - planer for den kommende periode

3. Regnskab for foregående kalenderår.

4. Budget for det kommende år, samt kontingent og andre ydelser.

5. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. januar.

6. Valg af bestyrelse m.m.

- Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år

- Valg af 2 suppleanter for 1 år

- Valg af 2 repræsentanter til havneselskabets bestyrelse, heraf mindst 1 ikke-an­delshaver, for 1 år.

7. Valg af 2 revisorer + 2 suppleanter for 1 år

8. Eventuelt.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved simpelt flertal under hensyn til det fremmødte antal. Stemmeret har alle medlemmer over 18 år. Til vedtagelse af lovændringer (der skal være udsendt i fuld ordlyd sammen med indkaldelsen) kræves fremmøde af mindst en femtedel af de stemmeberettigede medlemmer, af hvilke de to tredjedele af de tilstedeværende skal stemme for ændringen. Sekretæren fører protokol over beslutninger, truffet på generalforsamlingen, og protokollen underskrives af dirigenten.

§ 9.

Ekstraordinær generalforsamling. Såfremt den ordinære generalforsamling ikke er beslutningsdygtig i sager vedrørende lovændringer, kan der indvarsles til en ekstraordinær generalforsamling inden 1 måned, og i dette tilfælde er den ekstraordinære generalforsamling beslutningsdygtig uden hensyn til de mødtes antal.

§ 10.

Bådelaugets daglige ledelse forestås af en bestyrelse, der repræsenterer lauget. Bestyrelsen disponerer inden for de af generalforsamlingen godkendte budgetter. Bestyrelsen består af en formand og 6 bestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær. Sekretæren fører protokol over de af bestyrelsen trufne beslutninger.

Bestyrelsen kan ansætte en havnefoged som daglig leder af havnen, til hvem alle henvendelser om havnen kan rettes, og som har påtaleret i alle spørgsmål vedr. havnen.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet.

§ 11.

Regnskabsåret er kalenderåret.

Kassereren fremlægger årsregnskabet for revisionen inden den 1. februar og fremlægger det reviderede regnskab for bestyrelsen. Dette regnskab forelægges på generalforsamlingen.

Kassereren er i øvrigt pligtig til enhver tid på opfordring at forelægge regnskabet for revisionen, ligesom bestyrelsen har ret til at lade foretage kritisk revision.

§ 12.

Udvalg. Bestyrelsen bemyndiges til at nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver (f.eks. Havneudvalg, Kapsejladsudvalg, Motorbådsudvalg, Juniorudvalg etc.).

§ 13.

Relationer til andelsselskabet Veddelev Strand Lystbådehavn. Relationerne fremgår af en kontrakt udarbejdet og underskrevet af Veddelev Grundejerforening, Veddelev Strands Lystbådehavn og Veddelev Strands Bådelaug.

Eventuelle ændringer i kontraktens afsnit om ikke-andelshaveres rettigheder, kan kun finde sted efter afholdelse af medlemsmøde med ikke-andelshavere, og kun såfremt et flertal af de fremmødet kan godkende ændringen.

En beslutning om ændring kan prøves ved urafstemning blandt samtlige ikke-andelshavere, såfremt bestyrelsen beslutter det, eller mindst 10 ikke-andelshavere begærer det.

- o 0 o -

Endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 4. maj 1995.

Bestyrelsen

Opdateret  26-02-2010 /  af  sitecore\pentia